Om Fotografisk Center

Fotografisk Center er en kunsthal med fokus på nordisk samtidsfotografi og andre kamerabaserede medier. Kunsthallen blev grundlagt som en forening i 1996 af Københavns Kommune og Kulturby '96 med det formål at "virke til fremme for kunstfotografiet i Danmark". Sammen med kunstfotografi og billedkunst viser vi også andre genrer som eksempelvis dokumentar- og portrætfotografi.

Fotografisk Center producerer ca. fem udstillinger om året med både dansk og internationalt fotografi samt relaterede praksisformer som film- og videokunst. Udstillingerne veksler mellem solopræsentationer og tematiske gruppeudstillinger. Årligt tilbagevendende er udstillingsserien: 'Ung dansk fotografi'.

I dag ligger Fotografisk Center i Kødbyen på Vesterbro i København, hvor vi i samarbejde med vores partner DGI-byen/Øksnehallen også involverer os i udadrækkende aktiviteter.

Kunsthallen
Aktiviteter

Ved siden af udstillingerne har Fotografisk Center etableret en boghandel med speciallitteratur om fotografi og egne udgivelser, samt et mindre digitalt værksted/mørkekammer med en Imacon scanner.

Fotografisk Center samarbejder med DJ:Fotograferne omkring FotoForum; en række foredrag om fotografi. Arrangementerne relaterer sig oftest til udstillingerne, men kan også dreje sig om emner af mere general karakter i forhold til fotografiet som praksisform. Ideen er at skabe et forum for debat.

info@fotografiskcenter.dk

Omvisninger

Bestil en omvisning i Fotografisk Center
Fotografisk Center tilbyder omvisninger i vores udstillinger. Skoler, kunstforeninger, fotoklubber og andre interesserede kan booke omvisninger ved en kunsthistoriker på 33930996 eller info@fotografiskcenter.dk
En omvisning varer typisk ca 50 min.
Priser: Hverdage: 650,- kr.
Weekend og aften: 750,- kr.

Vision

Fotografisk Center vil være en synlig aktør på kunstscenen og i samfundet. Vi tror på fotografiets betydning for hvordan vi ser verden omkring os.

Mission

Fotografisk Center arbejder for at udvide kendskabet til nutidigt kunstfotografi i Norden. Vi viser fotografi i dialog med andre kamerabaserede udtryk og eksperimenterer med nye og anderledes udstillingsformater. Som udstillings- og mødested skaber Fotografisk Center rum for dialog og udveksling omkring fotografiske billed- og kunstpraksisser.

Bæredygtighed

På Fotografisk Center er vi bevidste om bæredygtighed og hvordan vi i vores daglige arbejde med udstillingsvirksomhed kan være med til at spilde mindst muligt og formindske vores CO2 aftryk.
Siden 2016 har vi genbrugt så mange materialer som muligt, når vi bygger udstillinger op. Vores flytbare vægge består af moduler i træ, som kan skilles ad og flyttes rundt på fra udstilling til udstilling. Yderligere elementer som sokler, podier, hylder m.m. bygges også i træ og cirkulerer fra udstilling til udstilling alt efter behov.
Denne tilgang giver et minimum af spild ift. fx at bruge gips til vægge, som kun kan bruges én gang.
For så vidt muligt genbruger vi også bobleplast og andet indpakningsmateriale til værker. Al vores belysning er LED-baseret og dermed strømbesparende. Materiale til vægskilte genbruges. Og når vi udleverer tekster og tegninger til udstillingsgæster printer vi på begge sider.
Til vores ferniseringer bestiller vi mad fra klimavenlige og økologiske leverandører og benytter genbrugsbestik. På kontoret er vi ved at implementere genbrugspapir og et system til affaldssortering.

Praksis

Fotografisk Center kuraterer selv de fleste af udstillingerne. Man kan derfor ikke søge om at få en udstilling, men er altid velkommen til at sende os materiale på: info@fotografiskcenter.dk

Bestyrelsen

Nicolai Horten (formand), Annesofie Becker, Jens Gehl, Anne Charlotte Sabroe og Michael Stensbøl